tirsdag den 9. august 2011

Pesto en masse

Det er helt vildt, som det gror i haven!!
Basilikum og Vanilliebasilikum.



















Godt man har en foodprocessor!



















-og en god opskrift

eller to.

Jeg kunne pludselig ikke opdrive valnøddeolie, som Lone Landmand foreslår, så det må vente til næste gang.
Vanilliebasilikum, smager ikke meget anderledes i pesto. Jeg tror jeg vil prøve at lave en portion med rapsolie, der er oliesmagen ikke så kraftig.

mandag den 8. august 2011

Vikingemarked

Lørdag over middag drog vi så på vikingemarked i det dejlige vejr.
Vi nåede lige at se en drabelig kamp blive udspillet på Sildehagen, med indtil flere døde!!



















Her er en trælletøs, som godt nok var meget provokerende, og derfor skulle hænges!!


















Alle dem der ville hjælpe hende, de skulle også slås ihjel!!




















Bagefter fik vi en introduktion til de forskellige kampvåben.

Det var Vikingekampgruppen Fenris, som stod for underholdningen.
Bagefter fik vi alle lov, at kalde de faldne til live igen, ved at råbe “Odin – Odin”
Der var nogle små drenge, som fik sig en oplevelse dér.- Lidt voldsomt, synes jeg, men børn er jo vant til lidt af hvert fra fjernsynet, så de virkede ikke særligt forskrækkede.

















               
Brikvævning

             

















Nålebinding                                         


 

            
Plantefarvet garn                                       

lørdag den 6. august 2011

Lørdagsudsigt for vikinger.

I dag er der Vikingemarked på Sildehagen her i Hobro, og det ser ud til at det bliver dejligt vejr.

















Se, der er en skarv, som leger hval dér i forgrunden!!


Vikingemarkedet,  er en årligt tilbagevendende begivenhed, og vi har inviteret alle børn og børnebørn til “åbent hus”, hvor de kan bruge vores hus som base, og så gå og komme på Vikingemarkedet, som de har lyst.


















Der er allerede kommet heste og kutteklædte vikinger forbi nede på vejen, og jeg må hellere komme i gang med at gøre klar til invasionen!

Der er købt lammekøller til grill, og kogt kartofler til kartoffelsalat.
Det skal nok blive en hyggelig dag.

fredag den 5. august 2011

Bulderbassen

Det er ikke så ofte man får lov at opleve det her i vores lille land – at man kan sidde udenfor det halve af natten.
Det har vi kunnet i den forgangne uge, og vi har udnyttet det i det omfang vi kunne holde til
– og nyyydt det.


























Vi tændte op i “Bulderbassen”, hældte rødvin i glassene og snakkede til langt ud på natten
- bare Thorkild og mig – det var hyggeligt !!


















Bulderbassen har vi haft i efterhånden13 år, den er så hyggelig, den rumler eller buldrer når der er ild i den.
Den kommer fra Mexico, og er lavet af ler. 
Når vi ikke bruger den, lægger vi låg på, så den ikke bliver våd indeni, og når det er vinter, får den en “frakke” på, så den ikke bliver våd og fryser og sprænges.

torsdag den 4. august 2011

Skarven

Jeg syntes at kunne huske, der engang var et blad, som hed “Skarven”. Jeg tror det var et tidsskrift med historiske emner, men jeg kan ikke huske det!
Det er ikke så mærkeligt, for jeg er ikke særligt god til at huske.
Det der er mærkeligt er, at jeg ikke kan google det!!!
-jeg har i den grad vænnet mig til, bare at skrive et ord, og så vrimler det frem med oplysninger om dette og hint.
Der kommer bare en hel masse indlæg om, hvor meget man hader den fugl.
Jeg hader den nu ikke,men den truer jo heller ikke mit levebrød !!
Jeg er lidt fascineret af den.
Der er sådan noget fortidsdyrsagtigt over den.
Vi har en del skarver her i Mariagerfjordområdet.
Lige neden for vores hus, har roklubben sat et mål op ude i vandet.
Så spiller de kajakpolo, og har det meget sjovt.
Når de ikke spiller, bliver målet brugt som tørrestativ af skarver.
Der sidder stort set altid en skarv på dét stativ






















Nogengange sidder der flere























Skarven kaldes også ålekrage, jeg synes nu skarv lyder bedre!!

PS. Nu ved jeg, hvad det var!
Det var ikke et blad, det var et forlag, det hed "Skarv".

onsdag den 3. august 2011

Tusnelda og kattene.

Åh nej, nu er den gal igen!

Nu driller de igen - kattene!

De driller Tusnelda, som ellers er så velkommen i min have.




Kattene synes det er helt vildt sjovt, at den sådan hopper.
De rører den aldrig - sådan et slimet bæst - men de render efter den - hopper højt lige som den gør.

Det ser lidt sjovt ud, hvis bare det ikke var for rædselsskrigene der kommer fra den lille frø.
Den skriger meget højt, det lyder, som når man gnider flamingo mod en glasrude - væmmelig lyd!!
Men det virker, for så kommer jeg og redder den, og sætter den hen et sted, hvor de ikke kan få fat i den.
Når den er helt rædselsslagen, gemmer den hovedet med "hænderne" og skriger - hjerteskærende!






Det ville ellers være smart, hvis den sad og var stille i stedet for, for så kan de ikke finde den. De kan i alt fald ikke snuse sig frem til den kan jeg se.

Ja, det var dagens drama fra mit blomsterbed.

tirsdag den 2. august 2011

Råhygge i Råsted.

Bent havde inviteret til strikkehygge denne gang.
Vi mødes en gang om måneden, og det er meget hyggeligt hver gang.
Vi er en god flok, meget forskellige, så snakken går livligt - og strikkeriet! - det er dejligt.

















Kraka var også med!!

















Lisette var lige blevet færdig med dette smukke sjal.




Vi sad på terrassen, med fri udsigt til bølgende, høstklare og økologiske kornmarker, og nød afslutningen på en dejlig sommerdag
- vi skal ikke klage over varmen når den endelig er der, men varmt, det var det!!
Bent havde bagt boller og "Verdens Bedste Kringle" og småkager med indbagt Nescafé.




Soffi sørgede for, at ingen sneg sig ind på os uden at vi opdagede det!!


Jeg glæder mig til næste gang, med en ny omgang strikkeinspiration.