mandag den 31. oktober 2011

Barndommens Land.

Det er dér jeg har tilbragt den forgangne week-end.
Nu er huset tømt, og kan overtages af fremmede mennesker.
Vores mor sidder på plejehjemmet, i sin hyggelige stue med sine egne møbler, og det søde personale kigger jævnligt til hende.
Hun er glad, og det er vi, hendes børn også!
Hun skal ikke ligge og vente på hjælp i mange timer, som hun har gjort nogle gange. Det er en stor aflastning for os alle.
Det er en følelsesrejse af dimensioner, sådan at pakke sin barndom væk.
Noget blev pakket i kasser, andet ( det meste) blev smidt i en container til destruktion.
Uanset hvad, så er det ting man har set og brugt i sin barndom, ting som har en historie og en betydning, ting som er blevet gemt, netop af den grund og ikke fordi de har en fysisk værdi.
Min mor har i sin tid stort set ikke smidt noget ud, så der var rigtig, rigtig meget.
Oppe på loftet, fandt jeg nogle af vores gamle skolehefter. De er også blevet gemt.
Nogle er ædt af mus, men ikke dem alle.
Der var en stil, som min bror skrev i skolen i 1975. Jeg har plukket lidt i den.
Den hedder:

Sådan er det, hvor jeg bor.
Jeg bor på en gård ude på landet, der bor jeg meget godt. Vi er ved at få nye sten rundt om huset, det ser meget godt ud.
Oppe på loftet har mig og min storebror værelser, min mor og far har soveværelse deroppe.
Der er også et toilet deroppe.
Neden under har vi en stor stue med fjernsyn og radio og alt sådan noget. Inde ved siden af er der en lille stue, som vi bruger, hvis vi har gæster. Mellem stuerne har vi en lille gang, i den er der fire døre,to af dem er til stuerne, de andre to er til køkkenet og ud til gården. I køkkenet er der et køkkenbord og et komfur og et køleskab.
- - - -
Hvis man går ind i fyrrummet er der en dør ind til stalden. I stedet for at have køer og kalve har vi hunde, som vi passer for folk, der skal på ferie eller sådan noget.
Vi har også engang haft hunde til salg, men det har vi ikke mere, for nogen af dem bliver ikke solgt, og så skal vi jo bare gå og fodre på dem, det er der jo ikke noget ved.
- - - -
Vi har også en have bag huset, men den er ikke værd at snakke om.
- - - -
Vi har en hønsegård ved siden af laden, men der er bare ingen høns i den. Vi har nogle ænder og nogle duer i stedet for.
Nå, nu kan jeg ikke finde på mere, sådan er det, hvor jeg bor.



























Siden blev der anlagt have, og nu er træerne så store.






















Gården er nu stærkt præget af forfald, og den bliver sikkert erstattet af et nyt og meget bedre hus.

fredag den 28. oktober 2011

Sydpå

Lige om et øjeblik sadler jeg hesten og drager sydpå.
Min mor er kommet på plejehjem, og nu skal huset ryddes.

Men jeg kører jo lige forbi Fredericia Messecenter, så det ville da være dumt ikke lige at kigge indenfor.

I går gik jeg og lavede plads nede i udestuen.
Lige om lidt, bliver det jo frostvejr, og så skal alle de sydlandske planter ind. Men jeg venter til sidste øjeblik, for de har nu bedst af at stå ude.

Det er lidt sjovt, at når alle andre planter er færdige for i år, så tager Kamelierne fat.
Se bare nogle sprængfyldte knopper.

































Jeg har også plukket de sidste kvæder.
De ligger og venter og dufter dernede.


































God week-end til dig!

torsdag den 27. oktober 2011

UFO

Mon det er sådan en der er landet ovre på den anden side af Fjorden?






















Næ, det var såmænd bare Hobro, som tabte en fodboldkamp mod Sønderjyske!!

Men det så jeg ikke noget til, jeg så kun lyset.






















Det er ikke kun over i Las Vegas de kan finde ud af at lyse himmelen op!!



- og så sad alle strikkepigerne lige og troede det var noget helt andet det handlede om det her indlæg!!

mandag den 24. oktober 2011

Gi´mig en hest mor!!

Jeg har købt en hest!!




















      
  Jeg havde faktisk én i forvejen.

        


























       


 Thorkild kigger på vores zoologiske have med aparte dyr, og griner!!

         Og ja, det er jo rigtigt:

         Her er grisen.



       



   















-og fuglene
        
     
 


















   
  og så er der lige hunden, som Mathias engang lavede til mig.

     
   




















Jeg kan godt lide de naive udtryk, både i dyre- og menneskefigurer, og smiler indeni, hver gang jeg ser på dem!

søndag den 23. oktober 2011

HØST

Nu er det høsttid her på parcellen.
For 5 år siden, købte vi en pærekvæde. Jeg havde i mange år ønsket mig et kvædetræ.
Da jeg var barn, og boede i Padborg, stod der ved Toldgården et, i mine øjne dengang, kæmpestort kvædetræ. Kvæderne var hårde som sten, men de duftede så dejligt, og Tutte, en nabokone, lavede de dejligste kvædebrød.
Det har lejret sig fast i min erindring – og nu har jeg selv en kvæde.
Vi har været heldige med placeringe af træet, og det kvitterer nu med anselige mængder kvæder
 – nogle store nogen – i år.























Der er fire store spandfulde, og nu har jeg lavet marmelade af nogen af dem.






















Jeg bruger Camilla Plums opskrifter, jeg synes de er gode. Jeg ville linke til dem, men nu kan jeg ikke finde dem mere.
 Heldigvis har jeg kopier liggende i kogebogen.





















Glassene har stået i ovnen i et par timer ved 60 grader, og så er lågene skruet og lukket tæt til.
Det er den konservering de får!
De skal så bare stå i køleskab, efter at de er åbnet.

fredag den 21. oktober 2011

Solvang

 Vores første stop i USA, var Solvang.
Thorkild spiller med i Ålborg Politiorkester, som var inviteret for at være med til at fejre
Solvangs 75-års fødselsdag.
Vi skulle indkvarteres privat, og vi kom til at bo lidt uden for Solvang, hos Wendy og Hans Gregersen, nogle dejlige og meget gæstfrie mennesker.
Hans Gregersens far, var med til at oprette kolonien Solvang for 100 år siden.
Jeg syntes nærmest vi boede i Paradisets Have!!
Der blev gjort ALT for os, jeg har aldrig før mødt så stor gæstfrihed.
Og så swingede vi også godt sammen, så der var megen snak og latter i de dage vi var der.






















Wendy og Hans boede som sagt lidt uden for byen, på en meget stor grund ( og jeg kan ikke huske hvor stor), men det tog da lidt tid, at køre rundt på den.





















Skoven består af gamle fredede egetræer. Amerikansk Eg, må det vel hedde, for de ligner ikke vore egetræer.
Der var rådyr og vildsvin og en bjergløve . Vi så kun rådyrene.






















Nogle af træerne havde navne, her er Granddad





































Det var lidt hyggeligt, synes jeg.

torsdag den 20. oktober 2011

På den ene side – og på den anden side!!


Det er dejligt at have meget garn, for så har man mange valgmuligheder!!
Jeg har rigtig meget garn
  - og så kan jeg ikke bestemme mig !!                            
Jeg laver strikkeprøver



    
  









og jeg vender og drejer.
Så går jeg ned i skatkammeret og besigtiger mulighederne for 117 gang.
Der er jo dem her:





















Plus “det løse”





















Jeg er jo begyndt, men jeg er ikke tilfreds med de farver jeg har valgt, og jeg kommer til at kigge på de farver i mange, mange timer, før jeg bliver færdig.






























Ha!! - nu fik jeg en lys (og indlysende) ide.
Jeg har sendt Thorkild ned til alt garnet, så kan han stå dér og vælge farver.
Det er han faktisk rigtig god til
-og det er jo ham der skal gå med trøjen
- engang, om mange masker,  når den bliver færdig.

mandag den 17. oktober 2011

En glad gris.

Det er sådan en, vi lige har lagt i fryseren
Den var så glad, fordi den boede hos en økologisk frugtavler, hvor den kunne mæske sig i æbler og pærer og vindruer og hvad den ellers kunne grave frem af mulden med sin stærke tryne.

Den gik udenfor, sammen med sine tre søskende, og blev brunede af solen og vaskede af regnen.

Så blev den godt nok lige pludselig kørt på slagteriet og skudt!

Det er jo ikke så sjovt, men det var dét den var bestemt til!

Det tog ikke så lang tid
- det meste af tiden gik den og havde det rigtig dejligt!!




Nu ligger den i min fryser, og skal give mig gode smagsoplevelser i vinter.

Det var Martin, som havde sørget for dejligt kød til os.

Jeg spurgte, om jeg måtte tage et profilbillede
-det måtte jeg gerne!



Vi havde i mange år, et lille hobbylandbrug, hvor vi blandt andet havde køer.





Jeg blev ofte spurgt, om det ikke var svært, at slagte og spise de dyr, man havde gået og passet og kælet for.
Jo, det er svært at tage et liv, og det synes jeg også det skal være.
Men det har altid betydet meget for mig, at dyrene har haft et godt liv - er blevet behandlet ordentligt, med respekt for deres behov.
Det kunne jeg sørge for at de havde hos mig!
Nu bor jeg i en by, og så har jeg ikke den mulighed længere.

Men så var det dejligt, at Martin vidste hvor der var en glad økogris!

søndag den 16. oktober 2011

Morgen og aften set fra min altan.

Ovre på den anden side af fjorden, ligger et vrag - et malerisk et, som jeg har taget en del billeder af på forskellige årstider, i forskelligt lys.

I morges så der sådan ud.




Her til aften så aften-himmelen over Hobro sådan ud





















- afslutning på en dejlig sensommer-dag.



Så har man set det med!!

Dette vogntog overhalede vi lørdag eftermiddag på vej til Bolderslev for at fejre min mors fødselsdag.



Vi blev nødt til at køre langsomt, så vi kunne komme til at overhale endnu engang - jeg skulle have et billede!!
Det var en tysker!
Han må have humor!!

lørdag den 15. oktober 2011

Færdiiiii.

I April påbegyndte jeg et sjal. Det lå længe i min strikkekurv, for der var mange masker, næsten 400, og jeg kunne heller ikke få anbragt mine maskemarkører rigtigt, og så tabte jeg min gid!!
Da vi så skulle rejse til USA, ville jeg have et "flystrikketøj", og så kom "Volt" frem igen og med i rejsetasken.

Der var ingen problemer med strikkepindene i flykontrollen nogen steder - men jeg var nu lidt nervøs hver gang!!




Dette stykke fik jeg strikket på vej til Solvang.
Mens vi var i Solvang, var der ingen tid til strikketøj, der var så meget andet dejligt!







Men der var en lang bustur til Las Vegas, og en lang flyvetur hjem til Danmark, og da jeg kom hjem, manglede jeg "kun" den sidste flødefarvede stribe, og så snorekanten omkring hele sjalet.





Det er jo den limefarvede snorekant, som sætter prikken over iét, synes jeg.
Men nu er jeg færdig





-og det er også på høje tid!

For det var tænkt som et sommersjal



-men det bliver vel sommer igen !

fredag den 14. oktober 2011

Fredagssysler.

En af mine fredagssysler er rengøring.
Rengøring er mit argument for at skulle holde fri fra andet arbejde om fredagen, og det fungerer fint.
Vi er begge yderst tilfredse med arrangementet.

Så vidt, så godt, for nu er det snart middag, og jeg er slet ikke begyndt endnu.

I sidste uge var det strikkefestivallen der fyldte, og jeg har jo slet ikke været igennem alle mine billeder fra Amerikaturen.

Det er ikke godt!

Jeg tog næsten 400 billeder.
Det er jo ikke dem alle der er lige gode, nogen er ligefrem dårlige.
Der skal slettes og beskæres og ændres lidt på lyset og hvad man nu ellers kan finde på.
I morges begyndte jeg at gennemgå billederne, og når alle de dårlige er slettet, er der stadig rigtig mange gode billeder, som nu skal sættes i Picasa-album med kommentarer, og sendes ud til venner og familie. For slet ikke at tale om de dejlige mennesker vi lærte at kende i USA.
Det er sjovt at lave disse albums, men for søren, hvor tager det lang tid!
Da vi besøgte "The Danish Home" (alderdomshjem) i Chicago tog jeg bla dette billede.




Så sande ord.

Nu vil jeg give mig i kast med rengøringen - og synge imens!!

tirsdag den 11. oktober 2011

Strikkefestival i Hobro.

Så er det overstået, og jeg kan trække vejret heeelt ned i maven igen.
Hele week-endén, var Hotel Amerika i Hobro rammen for 45 glade strikkekoner.
Vi hyggede os, og det tror jeg bestemt også de andre gæste gjorde, når de så de dybe chesterfieldmøbler indtaget af strikkere.
Vi fik i alt fald mange smil og hyggelige bemærkninger når nogen gik forbi.





















Her var virkelig mulighed for at lære. Var man i tvivl om noget, så var det bare med at spørge.
Det var en vidensbank udi strikning der var samlet her.






Der var et helt rum, med alt for fristende garnboder.
Vi var nogle stykker, der gik som katten om den varme grød fredag og lørdag.
-Men søndag formiddag, ja så gik den ikke længere.
Jeg fik i alt fald forøget mit ikke særligt lille garnlager.






















Lørdag var vi på besøg i forskellige garnforretninger, bla Rosenlund Gårdbutique,
hvor Margrethe delte ud af sin store viden om uld og garn


.Flere fristelser!!



















Lørdag aften var der gallamiddag.
De er altså gode til at lave mad på Hotel Amerika skulle jeg hilse og sige!
-og bagefter havde Marie-Kathrine arrangeret pakkeleg - med garn.












Det gik godt nok vildt til!!
 - og sjovt var det - jeg har ondt i maven endnu af al den grinen.




Det var en rigtig god week-end.
Det var dejligt, at få sat ansigter på alle navnene, som jeg kender fra Web-striks hjemmeside.





















































torsdag den 6. oktober 2011

Kaospilot

Det er lige det ord der falder mig ind nu.
Jeg har bare stjålet det andetsteds fra, og brugt det, som jeg synes bedst lige nu!
Jeg synes jo jeg har en masse at fortælle om vores tur til USA, men i denne week-end har Webstrikkerne strikkefestival her i Hobro, og ad mystiske og underlige omveje, er det lige pludselig mig der står som primus motor i det foretagende.
Men indimellem sidder jeg og kigger på dejlige billeder af  f.eks ham her, som gik rundt og hyggede sig på en mark lidt uden for Solvang.



Det er derfra vi får vores dejlige Alpaca-garn, som ikke kradser den mindste smule - blødt og lækkert er det.
Hvis jeg havde noget jord, så ville der gå sådan nogle på den.




-og så ville jeg have en masse af sådan noget dejligt garn her.

Jeg har ingen alpaca-lama, men jeg har noget af garnet, og det er jeg rigtig glad for!!

Hjemlængsel.

Ude er godt, men hjemme er bedst.
Det er meget sjovt at komme ud og se verden. Men nu er jeg klar til at komme hjem.
Vi har været i Californien, Las Vegas, Chicago og er nu i New York. Jeg er lidt bims, over al den rejsen i tid, og alle de oplevelser der har været - forskellige og dejlige.
Lige om lidt er vi hjemme igen, og det er også godt og dejligt.
Skrevet sidste aften i New York.



Det var det sidste billede jeg tog, før vi forlod huset, og det er det første billede der popper op, når jeg nu kigger rejsebilleder.
Lille Astrid var også rejseklar.
Vi fløj fra Ålborg til København, og fra København til Chicago og fra Chicago til Los Angeles - og så sov vi
på et hotel dér, før vi næste dag blev kørt i bus til Solvang, hvor vi skulle tilbringe de første dage.
I Chicago oplevede vi, at stå i en kilometerlang kø, og blive betjent af det langsomste lufthavnspersonale jeg har mødt. Vi havde tre timer fra vi landede i Chicago, og til vi skulle lette mod Los Angeles - og vi nåede det ikke!!!
Nu var vi jo et selskab på 33 personer, og det er jo ikke ligegyldigt om der er 33 færre eller flere på et fly.
Flyet ventede på os i  tre kvarter!!!!
De stakkels mennesker som havde siddet i flyet og ventet på os, klappede da vi kom, og luftede ingen utilfredshed. Stor, stor respekt til dem.