Et Juleunder

Jeg er meget glad for dyr, og har altid haft ét kæledyr – mindst!

Efter vi er blevet byfolk, nøjes vi med katte.

Vi har Norske Skovkatte.

I år 2000 fandt vi en passende mage til vores hunkat, og hun kvitterede med 6 killinger.

Den ene killing ”Frederik” bestemte, at han var min kat lige fra begyndelsen. Han lå på mit skød lige så snart jeg satte mig, så sådan blev det, og det selv om han var den største og flotteste og jo nok dén, der kunne sælges dyrest – men penge er jo ikke alt!

Louise overtog den smukkeste hunkat, som har dannet grundstenen i deres kattehold.

Jeg beholdt yderligere 2 killinger, som jeg ikke kunne sælge til den pris jeg ville have.


Dette billede er fra Julen 2008.

Det er “Frederik” til højre og “Chokofanten”(det er jo farven – ikkesandt ?) til venstre.

Her er det “Frederik” til højre og “Lillemis” til venstre.

I Marts 2009 tog jeg det sidste billede af Frederik.
Han hygger sammen med Laura i sækkestolen.

Frederik elsker børn, og leger gerne med dem.
De må hive ham i ørerne og løbe efter ham og rykke ham i halen.
Hvis det bliver for vildt, hopper han bare op et sted, hvor de ikke kan nå ham.

I August 2009 forsvandt han.

Jeg ledte og ledte.
Jeg eftersøgte ham hos politi og dyrlæger og hos Kattens Værn.

Alle kattene er øretatoverede, så jeg satte en efterlysning i katteregisteret.
Jeg satte opslag op i dagligvarebutikkerne, lige lidt hjalp det.

Han havde en gang før været væk i et halvt år, så jeg håbede at han ville komme hjem igen.

I Februar 2010 fik Louises kat killinger,vores hunkat blev syg og døde, og vi bestemte os for, at få nye katte.



ASTRID

ANASTASIA

-og den gamle “Chokofant” er her jo også.

Det var en laaang indledning.

Den 23 December 2011 kl. 10 om formiddagen, blev jeg ringet op af en dame fra en by som hedder True nede ved Glenstrup sø. Altså på den anden side af Mariager Fjord og så ca 10-12 km sydpå.

Hun spurgte om jeg havde en kat som hedder Frederik!!!

Han havde holdt til på en gård i byen, men den var sat til salg, og folkene var flyttet.

Så var han begyndt at gå ind i nogle af de andre huse i byen. Han er ret stor, og han kan lukke døre op. Det var de noget trætte af i byen, og de kunne jo også se, at han blev tyndere og tyndere.
Men så var det, at de havde fået øje på hans (meget tydelige)øretatovering. De slog nummeret op i katteregisteret på nettet, og sådan fik de mit nummer.

Jeg kørte straks til True, jeg havde fået dem til at lukke ham ind.

Da jeg kom, lå han i deres sofa, men så snart han hørte min stemme, rejste han sig og kom hen til mig – og så var der ellers gensynsglæde.

Han er meget, meget tynd, nærmest kun skind og ben.
Han er så stor, så det ser helt grotesk ud, med de store ben og hovede, og så den tynde krop.
Der har ikke været næring til at sætte vinterpels, og han har allerede fået forfrysninger på ørespidserne.

Efter at han er kommet hjem, kan jeg se, at han ikke havde holdt i 14 dage mere.
Han havde givet op, og kunne kun spise meget lidt ad gangen.
Hvis man kom til at skubbe til ham, væltede han!

Frederik har det allerede meget bedre.Han har fået en ormekur. Hans appetit er vendt tilbage, og han er ret tilfreds med tingenes tilstand, og heldigvis holder han lav profil, så der har ikke været problemer med de andre katte.

Chokofanten genkendte ham med det samme – ingen problemer dér – han er ellers ret skrap til at jage fremmede katte væk fra matriklen.

Se det var et rigtigt juleeventyr fra den virkelige verden!!